Den effektive design-proces starter med tusch-mod og de rette mennesker i rummet
En case fra Assens Kommune om, hvordan ‘godt begyndt’ faktisk betød ‘halvt fuldendt’.
Tidligere på året stod vi i Assens Kommune, hvor en ny og ambitiøs idé er på vej: En højskole for mennesker med demens.
Vi blev kaldt ind, fordi kommunen havde brug for et dialogværktøj, der kunne hjælpe dem med at høste input til udviklingen af højskolen fra borgere og interessenter.
Med andre ord, den perfekte skabelon-case.
Den morgen i Assens oplevede vi ét af vores hidtil mest effektive design-møder, idet dialogværktøjet blev udformet live, mens vi sad rundt om bordet.
Og dét, vi lærte af det møde, deler vi med dig her:
LÆRING 1: At have de vigtigste beslutningstagere til stede på mødet.
Deltagerne på mødet var en blanding af de konsulenter, der skulle bruge skabelonen i praksis, og de ledende medarbejdere, som skulle stå på mål for projektet på politisk plan.
Det gav den fordel, at vi kunne designe et produkt som ville fungere i praksis - og samtidig sikre en direkte opbakning fra ledelsen. Tænk de første tanker med dem, der har det sidste ord.
LÆRING 2: At turde tegne imens processen udfolder sig
Som grafisk facilitator kan man have en tendens til at ville forberede sig godt. Men nogle gange ligger styrken netop i at turde tage tuschen og begynde at tegne, mens designprocessen er i gang – uden at kende hele svaret på forhånd.
Sådan var det her. De første streger var hurtige og rå, men de gav deltagerne på mødet noget at reagere på. Når de så tegningen tage form, blev de selv skarpere: “Det her skal fylde mindre, det her skal fylde mere.” På den måde blev skabelonen hurtigt til deres egen.
LÆRING 3: At splitte ansvaret for faciliteringen af processen og ansvaret for det visuelle
Samtidig viste processen os en tredje vigtig pointe: værdien af at være to.
Mens Mia stod for faciliteringen i rummet og de første hurtige streger, sad Kirstine med iPad’en og oversatte det hele til et rentegnet, og dermed mere overskueligt og forståeligt visuelt sprog.
Kunden fik altså både det spontane og levende i processen – og hurtigt efterfølgende version, der samlede det hele på en klar og brugbar måde.
Se processen fra whiteboard til digitaliseret skitse her…
Til dig, der nørder skabeloner
Vi har opdateret vores hjemmeside med de nyeste visuelle produkter, som vi har udviklet for vores kunder i år. Her finder du også den endelige version af Assens-skabelonen.
(Og ja, du må gerne downloade…
og printe…
og bruge…
og genbruge…
og gentegne…
…alle de visuelle skabeloner, du finder på denne side)
Januar-kurset
Nu er tilmeldingerne til kurset i januar begyndt at tikke ind. Så hvis du skal sikre dig en plads, så læs mere og tilmeld dig på siden her. Der er kun 10 pladser i alt.