Giv dit indhold en visuel tryktest

Det kan lyde banalt. Men vi hører tit os selv sige: “Hvis der er styr på indholdet* - så giver tegningen sig selv” 

For ærligt, en tegning lyver ikke. 

Den afslører nådesløst, om der faktisk er styr på dit indhold – eller om du stadig famler rundt og håber: “at det nok skal give mening, når det bliver tegnet”.

*Indholdet er den information du gerne vil formidle eller høste til/fra en given gruppe af mennesker - ergo din vision, strategi, proces, projekt eller konkrete spørgsmål.

Her er 2 måder, du kan bruge det at visualisere som tryktest på, om du har styr på dit indhold - alt afhængigt af hvornår i processen, du griber tuschen (eller ringer til os..) 

A: Den visuelle validering

Hvis dit indhold er færdigt, gennemarbejdet og står helt skarpt, burde visualiseringen være lige til.

Din tekst er allerede kørt igennem adskillige feedback-runder - og du føler, at den er landet et godt sted. 

Dermed bliver formålet med at tegne, at du gerne vil have en pæn og letfordøjelig visuel kondensering af dit indhold. Der er altså fokus på tegningen som slutprodukt.

Men derfor kan det sagtens være, at du i oversættelsen til det visuelle opdager små ting, der skal ændres i dit indhold.

Det kommer typisk, fordi de enkelte elementers relationer til hinanden pludselig bliver synlige. 

Og fordi dine kolleger nu kan nærstudere indholdet bedre end da strategien var ren tekst. Pludselig forstår man tekstens nuancer.

Det er helt normalt. 

Se det som en gave: Det visuelle hjælper dig med at validere dit indhold og gøre dit budskab endnu skarpere.

B: Den visuelle samskabelse

Det kan også være, at dit indhold kun er halvfærdigt, men at du sidder fast i processen. Til gengæld er du helt bevidst om, at indholdet er langt fra i mål.

Her kan visualiseringen godt hjælpe dig videre, men ikke med det formål at få et godt slutprodukt - nærmere som en måde at kvalificere dit indhold på. 

Du har brug for en tegning for at kunne se hullerne i osten.

Vi kalder det også tøm-hovedet-effekten. Det er som et mentalt brusebad.

En hurtig skitse kan give dig et nyt perspektiv, og åbne op for at flere kan deltage i samskabelsen af dit indhold. 

Her er tegningens formål ikke at være pæn. Den er hurtig, sjusket og giver formentlig kun mening for dem, der er i rummet. 

Du tegner, retter til i dit indhold, tegner, retter til osv…

Og det kan være, at der skal rigtig mange skitser til, før du har styr på dit indhold. 

Og det kan også være, at du aldrig bruger skitserne til andet end at hjælpe dig på vej videre i processen.

Problemet opstår, når man står i situation B, men drømmer om en skarpt skåret tegning, som i situation A. 

Altså hvis man tror, at man kan springe direkte til den flotte tegning, og så opstår indholdet magisk.

Det ville være dejligt – men sådan fungerer det ikke.

Først tekst, så tegning. 

Selv den dygtigste tegner kan ikke trylle et klart budskab frem, hvis det ikke findes endnu.

Så hvis din tegning skal give mening, skal du have styr på tre ting:

  • Formålet med tegningen

  • Overskriften

  • Indholds-kategorierne (f. eks. konkrete pointer, proces-elementer, spørgsmål, citater eller fakta)

Det behøver ikke være smukt – en krøllet Word-fil, noter eller post-its er fint – bare der er noget. Og det er konkret. 

Vi har udviklet denne guide, der kan hjælpe dig med at teste om du har styr på dit indhold. 

Lige til at printe.

Næste
Næste

Den effektive design-proces starter med tusch-mod og de rette mennesker i rummet