Vi er input-høstere
Har du prøvet at sidde til et intenst møde med vigtige mennesker, høj energi og masser af pointer, der kommer flyvende, som du skulle gribe, sortere og få til at give mening?
Så kender du følelsen af at være en levende input-høster.
For det er præcis dét, man er som facilitator: én, der samler forskellige perspektiver og skaber en helhed, der giver mening.
Og faktisk er det også netop den evne, vi bruger, når vi laver big pictures.
Det sidste halve år har vi tegnet en del big pictures for forskellige kunder. Det kan være strategi-billeder, der samler en retning. Eller “hvem er vi”-billeder, der gør en organisation i stand til at præsentere sig selv klart og visuelt.
Ét stort billede og én samlet fortælling.
Og bag det ene billede ligger en proces, hvor vi sammen med kunden har omsat de mange input til en meningsfuld visuel fortælling.
Her er tre råd, hvis du selv skal i gang med et big-picture-projekt dette efterår:
Tænk de første tanker med den, der har det sidste ord. Få de store linjer på plads sammen med den person, som har den største beslutningskraft. Tegn hurtigt. Få nedfældet de første idéer og lav de grove skitser.
Organisér dit indhold. Vi plejer at bruge et simpelt word-dokument. Dine vigtigste kategorier er: Overskrift, underoverskrifter på tegningens elementer og forklarende tekster.
Lav en lukket feedback-session. Undgå at sende tegningen på rundtur i hele organisationen (det stikker altid af) – saml de relevante mennesker i ét rum og facilitér en feedbackproces. Det vigtigste er, at du sikrer, at alle føler sig hørt, og at I står med et fælles produkt til sidst.
Velkommen tilbage fra sommerferien – vi glæder os til at høste med dig.
PS: Vil du med på INPUT-HØSTERENS 2-dages kursus i januar? Her træner vi de vigtigste evner, du skal kunne, når du laver visuelle skabeloner eller Big Pictures. Læs mere her.